Nærvær eller fravær - det er spørgsmålet. Det,
vi har at give, det, som er grundlaget for alle vore handlinger, er
vores opmærksomhed. Den er vores egentlige grundstof.
Opmærksomheden kan være bundet, som når vi
ønsker at være sammen med vores børn, men er tynget af bekymringer - og
så måske oven i købet tror, at vores sindsstemning skyldes børnene. Som
når vi ønsker at høre hvad et andet menneske fortæller os, men er bundet
af vores sym– eller antipati for ham eller hende, og derfor kun hører
vores egne buldrende kommentarer om personen - og tror det skyldes den
anden. Som når vi pludselig ikke kan opleve skønhed eller taknemmelighed
mere og tror det skyldes, at skønheden ikke findes, at der ikke er noget
at takke for.
Eller den kan være fri, som når vi hører den
første fuglesang en tidlig forårsmorgen og pludselig mærker: ”jeg lever
nu”. Som når skønheden brænder igennem enhver bekymring, og vi pludselig
ser igen.
Problemet er ikke så meget, at opmærksomheden
er bundet, som at vi er uvidende om det. Så snart vi ser vores
bundethed, ser vi den på baggrund af vores ubundethed. Denne baggrund
kalder jeg sindet. Sindet kan defineres som en sfære af bevidsthed hvori
opmærksomhed kan opstå. Men fordi sindet er så selvfølgeligt tilstede, er
det nemt at
overse.
At overse vores egentlige tilstand af frihed.
Det enestående ved aiki-learning er, at det giver enhver
mulighed for at opdage sindet- enkelt og konkret.
